I samarbejde mellem nordtyske og lokale danske dykkerklubber blev der f.eks. i løbet af tre dage udplantet mere end 18.000 nye ålegræsstiklinger. Det er fantastisk, men man fandt hurtig ud af, at man blev nødt til at sætte dem på lavere dybder end normalt, bl.a. fordi der er for mange alger og andet i vandet, der skygger for det nødvendige lys.
Ålegræsset er ikke en mirakelkur mod klimaforandringer. Det er der ikke nogen, der har påstået. Men det er stadig, sammen med mangrove, nogle af de mest effektive biotoper til at indfange og lagre CO2. Det batter bare ikke så meget i den store sammenhæng, og det er et mest et spørgsmål om nogle større regnestykker. Selv de mest effektive biotoper kan kun optage og lagre så meget. Det er derimod primært brugen af fossile brændstoffer, der skal begrænses, hvis det skal batte noget.
Smartwatch dykkercomputerne er her. Står vi på tærsklen til en sikkerhedsrevolution? Og er vi forberedt på de ændringer, som denne revolution kan medføre? Simon Pridmore gør sig sine tanker.
Jeg vil nok definere mig selv som værende mest af alt en vragdykker, men det til trods har jeg allerede meldt mig på et koralrevskursus i januar måned. Det skader jo ikke at blive klogere – er der vist nogen, der har sagt – så nu prøver jeg det også. Jeg ved udmærket godt, at havene omkring Danmark ikke har så mange koraller og lignende, men mange af mine dyk foregår under varmere og mere eksotiske himmelstrøg. Så det kan være, at min referenceramme for det, jeg ellers bare ser som grøntsager under vand, ændrer sig lidt.
I mange år har sportsdykkere givet en hånd med til at rydde havnebassiner, kanaler, søer og åer for diverse skrald, der har været smidt af miljøsvin. Og som formand Jesper var inde på i forrige nummer, kan vi bestræbe os på at indsamle og optage det plastik, som vi måtte støde på under vores færd under overfladen. Det er i hvert fald en start.
Der er flere initiativer sat i gang af forskellige mere eller mindre organiserede grupper og organisationer. Nogen samler affald og i særdeleshed plastik op ved strande, havne og hvor vi nu ellers finder det. Som de ansvars- og miljøbevidste dykkere vi er, samler vi selvfølgelig også det skrald op, vi finder på vores færd over og under overfladen. Det kan dog være et problem at der, til tider, ikke er nogen steder at smide det ud, når man står tilbage på land, eller at skraldespande er så overfyldte, at der er risiko for, at det blæser rakt tilbage i havet.
Der findes tusindvis af dykkercentre, resorts og liveaboards i hele verden. Nogle er meget gode og yder fremragende, sikker og yderst professionel service. Andre er ikke mindre gode og bør helst undgås.
En alarm på din computer lyder. Hvad gør du så? Afbryder du straks dykket ud fra en antagelse om, at noget alvorligt må være på færde, eller forsøger du at forstå hvad advarslen rent faktisk går ud på? Simon Pridmore beskriver her, hvorledes manglende paratviden om grænser for gaseksponering, koblet med et overdrevent forsigtighedshensyn, endte med at spolere et godt dyk.
Hver gang jeg kigger op på en stjerneklar nattehimmel, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvilke andre verdener der må findes derude, og om der er liv blandt alle de blinkende stjerner. Er vi alene i universet?
Jeg er vel som de fleste mennesker i den henseende – har vi ikke alle, på et eller andet tidspunkt, reflekteret over dette allermest fundamentale eksistentielle spørgsmål?