Hver gang jeg kigger op på en stjerneklar nattehimmel, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvilke andre verdener der må findes derude, og om der er liv blandt alle de blinkende stjerner. Er vi alene i universet?

Jeg er vel som de fleste mennesker i den henseende – har vi ikke alle, på et eller andet tidspunkt, reflekteret over dette allermest fundamentale eksistentielle spørgsmål?

Jeg er også science fiction fan.  Sikkert fordi det sætter os fri fra vores jordiske og teknologiske begrænsninger, og lader os lege med tanken om at begive os ud i universet og muligvis møde andre livsformer. Nogle af de bedre science fiction-bøger og -film har også gjort et fremragende stykke arbejde med at forklare og udforske virkelige videnskabelige begreber, og mange har også en udtalt dybere filosofisk kant.

Men med hensyn til beskrivelser af eller endda referencer til udenjordiske livsformer, endsige intelligens, synes jeg dog ikke, at nogen af disse film er særlig videnskabelige eller realistiske. I bedste fald er de bare fantastisk underholdning med spektakulære specialeffekter, som jeg dog udmærket kan værdsætte.

Hvis vi nogensinde finder andre livsformer – og det er meget muligt at vi sågar finder nogle i vores eget kosmiske baghave, såsom Jupiters måne Europa, som menes at have et ocean der omfatter hele planeten under sin iskolde skorpe – vil disse livsformer højst sandsynligt blot være forholdsvis simple og ikke mere end f.eks. de encellede organismer, vi finder på Jorden - ihvertfald næppe noget med en videre intelligens.  Et sådan fund vil alligevel være en meget cool opdagelse.

I mellemtiden har en fokuseret international indsats og eftersøgning efter udenjordisk intelligens (SETI) overvåget elektromagnetisk stråling og ledt efter tegn på transmissioner fra civilisationer på andre planeter siden 1980'erne. Hvad jeg i den sammenhæng ikke kan lade være fundere over er at hvis vi nogensinde opfangede sådan en transmission, hvordan finder vi så ud af hvad vi skal stille op med den, og hvordan vi skulle komme til at forstå den?

Der er intelligente livsformer på vores egen planet og lige under vores næse, som vi ikke kan kommunikere med, inklusive arter med sociale strukturer og komplekse vokaliseringer, som vi stadig ikke kan forstå. Jeg tænker selvfølgelig på menneskeaber, havpattedyr, blæksprutter og fugle.

Hvad får os til at tro, at vi vil være i stand til at kommunikere med rumvæsner, hvis der nogensinde skulle være kontakt, når vi ikke engang kan forstå vores nærmeste biologiske slægtninge, bortset fra nogle få eksperimenter hvor videnskabsmænd har været i stand til at lære nogle få menneskeaber i fangenskab et begrænset tegnsprog, eller det kropssprog, vi synes at forstå i vores kæledyr og nogle vilde dyr?

Men det kan være vi snart kommer til det!

For ikke så længe siden havde vi en mindre artikel om et forsøg hvor man benyttede sig af kunstig intelligens til at tyde og forstå hvalsang. Det er til gengæld meget spændende! Vi ved allerede, at hvaler synger på dialekter, og der er tegn på, at de har en kultur. Dernæst vil jeg gerne vide, hvad der foregår i sindet på en blæksprutte – et bløddyr, der er er beslægtet med muslinger, i stand til at analysere og løse problemer og gøre brug af værktøjer.

Det ydre rum er spændende, spændende og fascinerende - bestemt godt til en filmaften. Men det indre rum, riget under havets overflade, er mere lokkende, fordi det er så fyldt med spændende livsformer, som vi gradvist er kommet til at forstå bedre, og som vi nu føler os endnu mere beslægtede med.

Og så er det umiddelbart tilgængeligt. Vi finder det lige her. Ingen rumraket er påkrævet, kun en tur til stranden. Alt hvad der behøves er at tage en maske på og hoppe i vandet.