Sesimbra i Portugal

I 1998 blev Arrábida National Park udvidet med Professor Luiz Saldanha Marine Park, hvor man finder over 1.400 arter marint liv. Området er fuldstændig beskyttet mod al menneskelig aktivitet, hvilket gør det muligt for området, der tidligere var meget medtaget, at komme sig og det er hverken tilladt at fiske, sejle eller dykke i området.

Lige ved siden af dette beskyttede naturområde område ligger landsbyen Sesimbra, hvor fiskeri, sejlads og dykning er tilladt, og hvor dykningen er kendt for at være fremragende.  

Mens jeg forberedte mig på at det foredrag jeg skulle holde ved Diving Talks 2022 på den nærliggende Tróia-halvøen, besluttede jeg, at hvis jeg alligevel skulle rejse hele vejen til Portugal, kunne jeg lige så godt dykke der. Mens Azorerne og Madeira er mere kendte, foreslog Arlindo Serrão fra Dive Portugal og arrangør af Diving Talks, at jeg skulle tjekke noget af det, som det portugisiske fastland har at byde på. Dette lød som en god idé, især fordi jeg normalt kan lide at besøge steder, der ikke nødvendigvis er på alles radar.

Inden længe var jeg landet i Portugal, og jeg var snart opslugt af en fantastisk weekend med at lytte til nogle af dykningens mest indflydelsesrige talere samt interagere og chatte med dem. Diving Talks, i sin anden udgave, var en forfriskende begivenhed med fokus på 20-minutters foredrag af talere og masser af samtale bagefter. Kaffepauser, frokoster og middage var mine yndlingsøjeblikke, og nogle gange fortsatte samtalerne til langt ud på natten. Omend dykkerbranchen endnu ikke var kommet helt ud af pandemien lange skygger, satte jeg pris på en fornøjelig weekend i opløftende selskab, hvor andre inspirerende dykkernes passion lovede godt for fremtiden.

Sesimbra

Da hvirvelvinden af foredrag om dykning havde lagt sig, tog jeg videre til Sesimbra, som blot ligger en kort køretur fra Tróia eller en times kørsel syd for Lissabon. Her checkede jeg ind på det komfortable hotel Four Points by Sheraton. Med sin beliggenhed højt over landsbyen havde mit værelse en fantastisk udsigt over havet. Jeg tog mig en dag med afslapning og restituering på hotellet og fik indhentet lidt arbejde. Men først gik jeg i ombord i den omfattende morgenbuffet, der bød på æg, kød, oste, kager, frisk juice og meget andet. Senere, da jeg havde fået arbejdet af vejen, nød jeg en dejlig, rolig middag på den samme restaurant med en salat og burger og et omfattende lokalt vinkort.

Næste morgen (efter at have forkælet mig igen med den dejlige Four Points-morgenmad), blev jeg hentet af Maria fra Anthia Dive Center som ligger nær ved havnen. Her har dykkercentret sin butik, undervisningslokale, omklædningsrum med brusere og et område til klargøring af dykkerudstyr. På grund af flyselskabets bagagerestriktioner havde jeg ladet min egen våddragt og finner blive hjemme, noget jeg næsten ellers aldrig gør. Jeg havde dog set online, at de tilbød udlejningsudstyr af høj kvalitet, inklusive 7 mm semi-dry våddragter. Maria og dykkerguiden Pedro hjalp med at udstyre mig med en våddragt og finner, og jeg fik samlet resten af mit udstyr og fik det læsset på en trailer.

Det var en hverdag, så butikken var mindre travl, end den ville være i weekenden, og der kun få andre dykkere til stede. Efter at have læsset grejet på traileren, fik vi besked på også at kravle op på traileren og holde fast. Således blev vi kørt til dykkerbåden, siddende på en trailer, der blev trukket af en firehjulstrækker. Man kunne sagtens have gået den korte afstand til båden, hvis man ønskede det,eller blive køre i en golfvogn, der fulgte efter, men jeg var med på den værste.  I havnen ventede en stor gummibåd, Jori IV, på os, og vi læssede udstyret således at det stod stabilt og sikret i midten. Snart var vi på vej ud af havnen men kursen sat sydover.

Jardim das Gorgónias (Gorgonia haven)

Vores første dykkersted var kun en kort tur fra havnen, og med hjælp fra besætningen fik vi rigget op og rullede i vandet. Jeg var taknemmelig for den 7 mm semi-dry dragt, da vandet der omsluttede mig bare var 16°C, og jeg fortrød lidt at jeg ikke havde taget min tørdragt med. Men kulden blev hurtigt glemt, da vi nåede havbunden, og en blæksprutte kiggede ud fra et hul gravet under betonklodsen, som fortøjningen var bundet til. Den havde diverse skaller fra tidligere måltider stablet uden for sin hule og den kiggede op på os.

Vi fortsatte langs et revområde med tang, der voksede på alle klippeoverfladerne, hvilket udgjorde masser af gemmesteder for fisk. Vi var ikke langt inde i dykket før vi allerede havde set fire blæksprutter, hvor to muligvis friede til hinanden. De var begge helt ude på revet med fangarme, der krøllede og bevægede sig rundt, i en udførlig blæksprutteparringsdans.

Som navnet på dykkerstedet antyder, var der farverige gorgonier overalt, som stod i klar kontrast mod tangens grønne bladhang. Da vi vendte tilbage til fortøjningslinjen, var blæksprutten ikke længere hjemme; den var nok blevet træt af at blive overbegloet af dykkere, og så steg vi op langs bundtovet til båden.

Pedra do Leão (Løvestenen)

Båden havde kun sejlet et ganske kort stykke før dykkerguiden Harriett udpegede et kalkstensparti der havde form som en løve. Jeg kunne nu ikke rigtig se det for mig, men jeg nikkede anerkendende af høflighed.  

Vores næste dyk var under denne klippe. Her var der tangen endnu mere frodig og vi fulgte en sti, der førte til en stor bue, der næsten var blokeret med stimer af havbrasen og andre livlige fisk. Mens vi svømmede igennem stimerne, delte dene sig omkring os, så vi var helt omsluttede af en kugle af sølvglimt.

Efter dykket sejlede vi tilbage til havnen, men stoppede op undervejs, da en gruppe øresvin (delfiner) svømmede forbi. Oppe på land var himmel stadig skyfri og lufttemperaturen lå på behagelige 21°C så efter jeg havde fået tørt tøj på, spadserede jeg ned til Sesimbras centrum. Brostensbelagte gader snoede og drejede sig, og foran stranden bredte små cafeer sig ud over både fortove og gader.

Bortset fra et par solbadere var her ret tomt, men der kan være pakket med mennesker om sommeren fik jeg fortalt. Jeg nød en afslappet middag, mens solen gik ned, og var klar til næste dag med dykning.

Popa floden og vraget af MV River Gurara

Næste dag var også skyfri, da vi sejlede nordover for at tage på vragdyk. MV River Gurara var et nigeriansk fragtskib, der i 1989 var på vej til Storbritannien, da det forliste i en storm og sank, hvorved det brækkede over i to dele. Agtersektionen befinder sig på omkring 28 meters dybde.

Stævnen kan også dykkes, men befinder sig flere hundrede meter væk og på lidt dybere vand.

Ved nedstigningen blev vandet en smule mørkere og lidt koldere, og min første indtryk af vraget var synet af en losseplads og en kæmpe grouper! Den var dog for hurtig for mig; for da jeg prøvede at få et skud, forsvandt den under vraget. Meget af skibet var dækket af tang, der svajede langsomt frem og tilbage i strømmen og næsten fik det til at se ud, som om skibet bevægede sig, som om det stadig flød på overfladen.

Før dykket fortalte guiderne Andrea og Harriet mig om en kongeål, der levede i et rør inde i en sektion af vraget. Det lød som en fantastisk fotomulighed, men jeg vidste ikke, om det var en, der altid var der, eller om man skulle være heldig. Ved en åbning i vraget førte de mig ind, og der var den vitterligt – dens krop var skjult af røret, og kun ansigtet stak ud. Senere fandt de endnu en kongeål i et koøje. Jeg antager at hvis man er en kongeål, ville man blive tiltrukket af et hvilket som helst cirkulært objekt.

Til vores andet dyk tog vi tilbage til Lion’s Rock hvor vi så flere blæksprutter, en stor pilrokke og masser af nøgensnegle. Der var så mange, at jeg besluttede at skyde makro næste dag og prøve at få nogle billeder af dem. Når de chattede med dykkerguiderne, fortalte de mig, at den næste dag også ville have masser af klippeformationer og buer, der også var gode til vidvinkel. Ak, en fotografs beslutninger er aldrig nemme.

Fiskemarked

Tilbage ved dykkercentret bød Alain mig på frokost sammen med personalet. Det lokale kommercielle fiskemarked lå lige ved siden af, og det er ikke åbent for turister. En restaurant med den beliggenhed serverede selvfølgelig den friskeste fisk. Selvom jeg normalt ikke er en fiskespiser (de er mine fotomotiver, ikke min aftensmad), spiser jeg det af og til. Sesimbra er i høj grad stadig en traditionel fiskerby den dag i dag. Stedet er kendt for sine fisk og skaldyr, og eftersom fiskemarkedet lå lige ved siden af, blev de fisk, vi spiste, sandsynligvis fanget i området samme dag.

Man kan som regel gå ud fra, at hvis en restaurant er travl er den også god.  I hvert fald var den stadig fyldt med lokale, der spiste frokost, selvom klokken var næsten 16. Måltidet startede, som de fleste i Portugal gør, med oliven og brød, og senere kom der sorte sværdfisk med kartofler og salat på bordet. Ikke noget fancy, men lækkert, og selskabet var fantastisk. Anthia Dive Center er en familiedrevet virksomhed, og jeg kan fornemme, at hele besætningen og personalet føler sig som en familie. Jeg var beæret over at blive inviteret ind i den familie under mit besøg.

Gruta do Arcanzil (Arcanzilgrotten)

Næste morgen, da jeg havde rigget op til makrofotografi, genovervejede jeg straks mit valg af objektiv, da vi dykkede ned i den bedste sigtbarhed, jeg hidtil havde oplevet – den var mindst 15 m – og under bredte sig en skov af tang og anden marin vegetation. Vi fulgte Pedro, vores dykkerguide, ind i en kløft-lignende klippeformation, som var en eroderet revne i klipperne.

Blot et minut inde i dykket så jeg parrende nøgensnegle på væggen. Jeg havde alligevel valgt det rigtige objektiv! At søge på væggen efter makrokravl mindede mig om at være i en tæt skov med klipper dækket af mos, men her var klipperne blot dækket af alger, svampe, tang og andet marint planteliv – samt nøgensnegle, der bare ventede på, at man fik øje på dem.

Jeg faldt hurtigt bagefter og løb ind i en dykkerduo, der også dykkede med et kamera og bevægede sig langsomt. Vi fulgtes ad og udpegede nøgensnegle og andet kravl for hinanden. (Det er så rart at finde ligesindede dykkere). De var begge dykkerinstruktører fra Portugal, og hver gang jeg udpegede en nøgensnegl, var jeg nervøs for om jeg blot viste dem arter, der var super­almindelige for dem og kun nye for mig. Oppe på båden sagde de dog, til min trøst, at der var mindst én, der var et spændende fund, selv for de lokale.

Der var også ulke, gobies, blennies og skælbrosmer, hvilket var helt nyt for mig. Med sine skæglignede vækster på hagen lignede den lidt en ond strømpedukke. Jeg tog et par billeder og svømmede videre.

Tasca do Isaías

Mens jeg var i Sesimbra, blev der afholdt en TDI Instruktørtræner Workshop, med nogle af dem, jeg havde mødt til Diving Talks ugen før. De inviterede mig elskværdigt på middag, og vi mødtes på Tasca Do Isaías, et lokalt sted, som besætningen på Anthia Dive Center også havde anbefalet.

Fisk var dagens tilbud.  Fisk var faktisk alt der var at vælge imellem. Der var ingen menu, kun et bord med flere fiskevalg. Jeg fik at vide, at det var bedst bare at bestille det, de anbefalede. Så jeg lod gruppedynamikken tage over, lænede mig tilbage og prøvede, hvad end der kom. I lighed med min frokost dagen før, var det den allerfriskeste, tilberedt over trækul, der blev serveret.

Jeg har ikke brudt mig særlig godt om fisk, de sjældne gange jeg har spist det. Og når man tænker på processen med fisk, der fanges og sendes rundt i verden inden de bliver spist, er det let at se, hvor det ikke giver mening (og heller ikke giver den bedste middag). Til det formål synes jeg, at det at spise ”lokalt” er den bedste vej at gå, og dette var så lokalt, som det bliver. Det var en fantastisk aften med mad, drikke og snak.

Ponta da Passagem

Næste morgen var en lørdag, og jeg var blevet forberedt på, at weekenderne var mere travle. Men der er nu noget specielt ved en flok dykkere, der gør sig klar til at gøre det de elsker, og spændingen og forventningens glæde hængeri luften. I dag skulle vi dykke fra Cetus, Anthia Dive Centers større båd, som tog os ud til flere geologiske strukturer som jeg kunne indfange med min vidvinkel objektiv.

Da vi rullede bagover i det rolige blå vand, var det som et postkort-perfekt scenario, med solbeskinnede gule klipper der stak op af havet. Undervandsscenariet var lige så smukt, og dette sted havde den mest frodige tangskov, jeg nogensinde havde set. Vandet var stadig meget klart, og morgensolens stråler glimtede mellem klipperne og tangen.

Allerede i begyndelsen af dykket lagde jeg mærke til en lille gul og hvid nøgensnegl på et tangblad (selvfølgelig bare for at minde mig om, at jeg i stedet skulle have rigget op til makro), og så lagde jeg mærke til at de var overalt. Jeg forsøgte at tage et foto, men et fiskeøjeobjektiv funker bare slet ikke til nøgensnegle. Harriet fangede min opmærksomhed og pegede ind under den svajende tangskov der var fæstet på klipperne. Under bladhanget var en blæksprutte kommet ud af sit hul og svømmede nu langs bunden.

Batelão (Pram)

Til vores næste dyk flyttede båden nærmere på havnen til en position lige ud for den store bølgebryder. Vi fulgte linen ned til det lille vrag, hvorefter dykkerstedet har fået sit navn, og jeg elskede hvorledes det lille skib var blevet dækket af havvækst. Små fisk pilede rundt om anemoner og alger.

Vi bevægede os væk fra vraget og over til nogle betonkonstruktioner, som mindede mig om kæmpe donkrafte. Strukturerne var bølgebrydere der skulle dæmpe vandets bevægelser i havnen. Disse betonstrukturer var også overgroet med diverse vækster og vrimlede med liv.

På den beskedne dybde af 6 m (20 fod) tog jeg billeder til venstre og højre, da der var en blæksprutte, og derefter en blæksprutte og så... en Skt. Petersfisk! Den var flad og cirkulær, og havde lange rygfinner, som lignede en mislykket lys gul mohawk frisure. Jeg brugte meget tid på at fotografere denne underligt udseende fisk, som jeg kun har set en eller to gange før.

Tilbage på land var det tid til at skylle dykkerudstyret og pakke sammen. Mange virksomheder taler gerne om at behandle gæster som familie, men gør det kun påtaget. I Anthia Dive Center tilfælde oplevede jeg det som værende ægte. Venlige ansigter og oprigtige forespørgsler om, hvordan man havde det, kom fra hele personalet. Desuden var Mel, en yndig furbaby-scuba-maskot, mere end villig til at blive kløet på maven. Da jeg tog afsked, var det med en følelse af, at jeg havde fundet nogle nye venner.

Castelo

Den sidste morgen i Sesimbra stod jeg op ved solopgangen for at gå op til Castelo de Sesimbra, et middelalderligt stenslot højt over landsbyen og havnen. På vej derop, så jeg kun en anden person (og hans hund) på stien, og da jeg nåede toppen, kunne jeg gå rundt helt for mig selv og nyde udsigten over byen nedenfor.

Da jeg vendte tilbage til Four Points-hotellet, forkælede jeg mig med endnu en morgenmad og tog mig god tid, da jeg ikke havde nogen dykkerbåd at nå. Jeg pakkede i ro og mag og tog til Lissabon i en billig Bolt (en taxi-service som Uber eller Lyft), hvilket tog omkring en time.

Efter at have tjekket ind på mit hotel i Lissabon, begav jeg mig ud i byen uden noget forudbestemt formål og vandrede rundt i de brostensbelagte gader, der steg op og ned lige så meget, som de snoede og drejede gennem byen. Jeg befandt mig til sidst på et andet slot, denne gang Castelo de S. Jorge. Det var bestemt et større slot, men det var fyldt med turister. Det gik da op for mig, hvor heldig jeg havde været at udforske Sesimbra-slottet på egen hånd den morgen. Fra toppen af Castelo de S. Jorge var der vid udsigt over Lissabon med dets tætte virvar af gader og bygninger med farverige røde tage.

Idet jeg fortsatte min vandring, lagde jeg vejen forbi en af de mange konditorier for at få en kop kaffe og Portugals berømte pastel de nata. Disse lækre æggecreme-tærter bragte mig minder fra Macau, hvor jeg første gang prøvede dem. Rester af det koloniale Portugal lever videre gennem den mad, der stadig populært serveres de steder.

Da jeg gik gennem Alfama-kvarteret, så jeg velkendte seværdigheder og restauranter og caféer, der fyldte gaderne. Folk sad ved borde under parasollernes skygge og så helt afslappede ud med forskellige glas vin, øl eller Aperol spritz. Jeg fik mig en sandwich og en porto tonic, som kom i et kæmpe glas med hele skiver af citroner og en kanelstang. Denne forfriskende drik var et mix af hvid portvin og tonicvand, og var fantastisk at køle ned med i eftermiddagssolen.

Da min rejse var ved at være til ende, reflekterede jeg over, hvor dejligt det havde været. God dykning, mad, drikkevarer, smukke seværdigheder og helt fantastiske mennesker. Portugiserne ser ud til at forstå at være og leve i nuet, og værdsætte øjeblikket. Jeg ser frem til de næste Diving Talks, og forhåbentlig lidt mere dykning rundt i dette smukke land.

Der skal lyde en speciel tak til Anthia Diving Center and teamet (anthiadiving.com), Four Points by Sheraton Sesimbra (marriott.com), og Arlindo Serrão fra Portugal Dive og Diving Talks.